5 Artikler med emneordet “Børsen”

Sagsnummer: 2018-80-0202

Børsen får ikke kritik for artikler om danskejet, amerikansk IT-firma

21-06-2019

Børsen bragte i en periode fra september 2017 til juni 2018 en række kritiske artikler om et amerikansk IT-firma, som har en dansk ejer. IT-firmaet klagede til Pressenævnet over Børsens samlede omtale af firmaet, som IT-firmaet på flere områder mente var i strid med god presseskik. Størstedelen af artiklerne var ikke påklaget rettidigt i forhold til klagefristen, og Pressenævnet fandt ikke, at den samlede omtale havde en sådan tids- og indholdsmæssig sammenhæng, at der var grundlag for at inddrage de for sent påklagede artikler i nævnets vurdering. Nævnet fandt endvidere, at de rettidigt påklagede artikler var i overensstemmelse med god presseskik, og nævnet udtalte ikke kritik af Børsen.

Sagsnummer: 2018-80-0168

Børsen får ikke kritik for omtale af hotelportals rabatangivelser

19-03-2019

En hotelportal klagede til Pressenævnet over Børsens omtale af portalens rabatangivelser. Hotelportalen klagede navnlig over, at Børsens omtale, herunder artiklens overskrift ”Hotelportal lokker med falske rabatter”, gav indtryk af, at portalen bevidst oplyser forkerte rabatter, som kan opnås ved at booke hoteller via denne fremfor andre hotelportaler. I forbindelse med omtalen havde Børsen foretaget en prisundersøgelse, som havde konstateret i hvert fald to fejlagtige rabatangivelser på hotelportalens hjemmeside. På den baggrund, og fordi hotelportalen i artiklen havde fået lejlighed til at redegøre for de fundne fejl, fandt Pressenævnet efter en samlet vurdering ikke anledning til at udtale kritik af Børsens omtale.

Sagsnummer: 2018-80-0167

Børsen får ikke kritik for at afvise sletning af artikel i “Nyt om navne”

27-02-2019

En person klagede over Børsens afvisning af at slette en artikel fra 2014 i ”Nyt om navne”. Af artiklen fremgår klagers navn, stilling, ansættelsessted samt tidligere ansættelsessteder.
Det var efter Pressenævnets opfattelse ikke godtgjort, at artiklen skulle indeholde oplysninger, som må anses for følsomme eller private i en sådan grad, at de er særligt belastende for personen. Nævnet udtalte derfor ikke kritik af Børsen for at afvise anmodningen om sletning.

Sagsnummer: 2018-80-0126

Børsen får kritik for manglende oplysninger og forelæggelse

21-12-2018

Dagbladet Børsen omtalte i april og maj 2018 en kendelse fra Advokatnævnet vedrørende en advokats brug af fuldmagt fra et ægtepar. Advokatnævnet udtalte kritik af advokaten for at have handlet i strid med god advokatskik. Advokatnævnets kendelse blev indbragt for Københavns Byret. Det forhold omtalte Børsen alene i den første artikel, som blev bragt den 25. april 2018, men ikke i de følgende artikler, hvor Pressenævnet udtalte kritik. Pressenævnet udtalte også kritik af Børsen for ikke at lade klager komme tilstrækkeligt til orde i omtalen samt for manglende forelæggelse af en skadelig oplysning.