13 Artikler med emneordet “Fyns Amts Avis”

Sagsnummer: 2019-80-0418

Fyns Amts Avis får ikke kritik for at gengive ukorrekt oplysning

01-04-2020

I en artikel bragt i november 2019 omtalte Fyns Amts Avis nogle maritime foreninger og en konflikt vedrørende opførelse af et maritimt hus på Frederiksøen. Formanden og medlemmer af foreningerne udtalte til avisen, at en person, der havde udtalt sig i sammenhængen, slet ikke var medlem af foreningerne. Dette viste sig ikke at være korrekt. Personen klagede til Pressenævnet over den ukorrekte oplysning, manglende kildekritik samt over, at avisen havde bragt et billede af ham i sammenhængen. Pressenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere artiklen eller brugen af billedet. Nævnet lagde vægt på, at avisen havde bragt en rettelse af oplysningerne, at klageren havde haft mulighed for at komme til orde, samt at billedet ikke viste klager i en privat eller krænkende situation.

Sagsnummer: 2018-80-0233

Fyns Amts Avis får ikke kritik for at anvende arkivbillede uden samtykke

22-05-2019

Fyns Amts Avis bragte i november 2018 et interview med en person, som udtalte sig om sin ansøgning om at få offentlig støtte til et erhvervsprojekt. Personen klagede til Pressenævnet over, at Fyns Amts Avis i interviewet havde indsat et billede af hende, uden at hun var blevet orienteret herom på forhånd. Personen klagede også over, at Fyns Amts Avis efterfølgende havde afvist at slette billedet fra artiklen på fyens.dk. Det påklagede billede var et arkivbillede taget i forbindelse med en artikel bragt i 2013, hvor personen også havde udtalt sig om sin erhvervsvirksomhed. Pressenævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik af Fyns Amts Avis for at have bragt billedet uden at have indhentet samtykke fra klageren, ligesom Fyns Amts Avis ikke fik kritik for efterfølgende at have afvist at slette billedet. Nævnet lagde vægt på, at billedet viste klager som led i sit erhvervsmæssige virke, og at billedet ikke kunne anses for krænkende, følsomt eller privat.

Sagsnummer: 2019-80-0252

Klage over Fyns Amts Avis genoptages ikke

19-02-2019

En person klagede til Pressenævnet over, at Fyns Amts Avis havde afvist at bringe ti af klagers læserbreve. Klagen blev afvist af Pressenævnets formand som åbenbart grundløs.

Personen anmodede herefter Pressenævnet om at genoptage sagen. Pressenævnet afviste anmodningen, da personen hverken havde påvist væsentlige sagsbehandlingsfejl eller var fremkommet med nye, faktiske oplysninger af betydning for sagens afgørelse.

Sagsnummer: 2018-80-0228

Fyns Amts Avis var berettiget til at afvise læserbreve

28-01-2019

En person klagede over, at Fyns Amts Avis ikke bragte hans læserbreve. Da redaktøren som udgangspunkt er berettiget til at redigere mediet og beslutte, hvad man vil bringe, afviste Pressenævnets formand klagen.

Sagsnummer: 2018-80-0134 og 2018-80-0198

Fyns Amts Avis får ikke kritik for artikler om omdiskuterede vindmøller

19-12-2018

I artikler bragt i februar, april og oktober måned omtalte Fyns Amts Avis lokal utilfredshed efter opførelsen af to vindmøller. En person, som er medejer af vindmøllerne, klagede til Pressenævnet over omtalen. Personen klagede over, at Fyns Amts Avis ikke havde forelagt ham artiklernes oplysninger forud for offentliggørelsen, og at avisen havde udeladt væsentlige oplysninger. Endelig klagede personen over, at Fyns Amts Avis ikke havde bragt et læserbrev fra ham vedrørende sagen. Pressenævnet fandt, at artiklerne ikke indeholdt oplysninger, som kunne betragtes som krænkende, skadelige eller agtelsesforringende for personen, og nævnet udtalte ikke kritik af den manglende forelæggelse. Nævnet udtalte endvidere ikke kritik af Fyns Amts Avis for ikke at have medtaget de af klageren ønskede oplysninger og for ikke at have bragt klagerens læserbrev, idet nævnet fandt, at Fyns Amts Avis ikke havde overskredet rammerne for redaktørens redigeringsret.

Sagsnummer: 2018-80-0176

Fyns Amts Avis var berettiget til at afvise læserbreve

24-09-2018

En person klagede over Fyns Amts Avis’ indlæg ”Debat og kritik”, og at Fyns Amts Avis ikke bragte hans læserbreve. Da personen ikke var omtalt eller afbildet i indlægget ”Debat og kritik”, havde han ikke en sådan direkte, væsentlig og individuel interesse, at han kunne anses for klageberettiget. Dertil er redaktøren som udgangspunkt berettiget til at redigere mediet og beslutte, hvad man vil bringe. Pressenævnets formand afviste derfor klagen.

Sagsnummer: 17-70-01163

Pressenævnet behandler ikke klage over Fyns Amts Avis’ manglende optagelse af mindeord

29-06-2017

Redigeringsret. En person klagede blandt andet over, at Fyns Amts Avis ikke ville optage yderligere tre af hans mindeord for forskellige personer. Det er Pressenævnets opfattelse, at redaktøren som udgangspunkt er berettiget til at redigere mediet og beslutte, hvad man vil bringe i mediet. Klagen blev derfor afvist som ”åbenbar grundløs” uden nærmere behandling.

Sagsnummer: 17-70-01107

Jysk Fynske Medier kritiseres for ikke at overholde citataftale

29-05-2017

En kilde havde aftalt med Jysk Fynske Medier, at han skulle have sine citater til godkendelse inden offentliggørelsen. Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis trykte imidlertid kildens udtalelser, inden at han havde nået at godkende dem, og aviserne fik derfor ikke kildens ændringer med i artiklen. Pressenævnet kritiserer Jysk Fynske Medier, men da ændringerne ikke var væsentlige, fandt nævnet ikke grundlag for at pålægge aviserne at berigtige kildens udtalelser.

Sagsnummer: 17-70-01067

OK at Fyens Stiftstidende nævnte navnet på en 16-årig, der var idømt to års fængsel

01-03-2017

En forælder til en 16-årig klagede over, at Fyens Stiftstidende ikke ville anonymisere sønnens navn i en artikel fra januar 2017. Sønnen var i januar 2017 idømt to års ubetinget fængsel for voldtægt. Pressenævnet fandt på baggrund af kriminalitets karakter og sagens aktualitet hverken grund til at kritisere Fyens Stiftstidende for at nævne den 16-årige ved navn i artiklen eller for at afvise at anonymisere den dømte på fyens.dk.