18 Artikler med emneordet “Redox.dk”

Sagsnummer: 2020-80-0456

Ikke kritik af Redox for at omtale en person ”aktivist”

17-08-2020

En person klagede over, at Redox i januar 2020 i forbindelse med deres omtale af hans straffesag betegnede ham som en aktivist. Personen henviste blandt andet til, at artiklen indeholdt ukorrekt information, og at der var udelagt væsentlige oplysninger om den omtalte straffesag imod ham. Pressenævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik af Redox og lagde blandt andet vægt på, at Redox forud for artiklens offentliggørelse havde henvendt sig til personen med en række spørgsmål vedrørende dennes politiske tilhørsforhold, som vedkommende imidlertid ikke havde forholdt sig til.

Sagsnummer: 2020-80-0442

Redox skal ikke slette artikel om nazistbevægelsen

17-08-2020

En person klagede til Pressenævnet over, at Redox har afvist at slette en artikel fra januar 2020. Artiklen indeholder oplysninger om personens virke i nazistbevægelsen, hans fulde navn samt et billede af ham, hvilket han ikke har givet samtykke til. Pressenævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af Redox for at have afvist personens anmodning om sletning og lagde i den forbindelse navnlig vægt på, at personen har haft en aktiv rolle i nazistbevægelsen.

Sagsnummer: 2019-80-0408

Redox skal ikke slette artikler om nazistbevægelsen

01-04-2020

En person klagede til Pressenævnet over, at Redox havde afvist at slette en række artikler fra henholdsvis maj 2018 og november 2019. Personen havde anført, at artiklerne indeholder ukorrekt information samt er skadelige for ham og hans familie. Pressenævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af Redox for at have afvist personens anmodning om sletning og lagde i den forbindelse navnlig vægt på, at personen har haft en fremtrædende rolle i nazistbevægelsen, hvilket også fremgik af blandt andet bevægelsens egen hjemmeside.

Sagsnummer: 2018-80-0235

Kritik af Redox for ikke at have forelagt kritiske udsagn

21-08-2019

I en artikel i december 2018 om et medlem af en politisk ungdomsbevægelse bragte Redox kritiske udsagn om ungdomsbevægelsen. Ungdomsbevægelsen klagede til Pressenævnet over artiklen. Pressenævnet fandt, at artiklens kritiske udsagn fremstod som faktiske oplysninger, og nævnet udtalte kritik af Redox for ikke at have forelagt udsagnene for ungdomsbevægelsen inden offentliggørelsen. Nævnet fandt samtidig ikke grundlag for at udtale kritik af Redox for at have afvist at slette de påklagede udsagn fra artiklen, ligesom nævnet ikke fandt grundlag for at imødekomme ungdomsbevægelsens anmodning om genmæle.

Sagsnummer: 2019-80-0250

Redox får kritik for manglende forelæggelse

21-08-2019

I en artikel bragt i december 2018 omtalte Redox et lokaludvalgsmedlems arbejde i et lokaludvalg og i en ungdomsbevægelse, som af Redox betegnes som fascistisk. Den omtalte person klagede til Pressenævnet over, at artiklen indeholdt ukorrekte oplysninger, som krænkede hendes privatliv, samt over manglende forelæggelse. Personen klagede desuden over Redox’ afvisning af at slette artiklen. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik af omtalen eller Redox’ afvisning af at slette artiklen. Nævnet lagde vægt på, at omtalen har klar almen interesse. Nævnet fandt endvidere, at omtalen kan være krænkende for klager og udtalte på den baggrund kritik af Redox for manglende forelæggelse.

Sagsnummer: 2018-80-0212

Redox.dk får ikke kritik for at anvende billeder uden samtykke

27-05-2019

En person klagede over, at Redox.dk havde bragt en artikel, hvor der uden hans samtykke var indsat billeder af ham.
Pressenævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik af Redox.dk for at have bragt billederne uden at have indhentet samtykke fra klageren. Nævnet lagde vægt på, at billederne var taget på offentligt tilgængelige steder, og at de i sammenhæng med den beskrevne omtale ikke kan anses for at indebære en krænkelse af klagerens privatliv.

Sagsnummer: 2018-80-0218

Redox får kritik for at bryde løfte om anonymitet

27-05-2019

En person klagede til Pressenævnet over, at Redox ikke havde overholdt en aftale om fuld anonymitet samt over manglende forelæggelse. Nævnet udtalte kritik af Redox for at have bragt en udtalelse fra personen uden at have sløret hans identitet. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at personen havde en berettiget forventning om, at der forelå en aftale om anonymitet, og at Redox ikke havde godtgjort, at der var knyttet særlige betingelser til denne aftale. Nævnet udtalte endvidere kritik for utilstrækkelig forelæggelse.

Sagsnummer: 2018-80-0143

Redox.dk får kritik for omtale af ældre dom og manglende anonymisering

30-11-2018

En person klagede over Redox.dks omtale af, at han skulle være engageret i Den Nordiske Modstandsbevægelse og i den forbindelse omtalte Redox.dk en ældre straffedom. Nævnet fandt, at Redox’ ene telefonopkald i den konkrete situation ikke kunne betragtes som tilstrækkelig forelæggelse, men udtalte efter en samlet vurdering ikke kritik af forelæggelsen. Nævnet fandt til gengæld, at omtalen af den ældre straffedom ikke var tilstrækkelig relevant at nævne i sammenhæng med personens eventuelle engagement i Den Nordiske Modstandsbevægelse. Pressenævnet udtalte derfor kritik af Redox.dk og i den forbindelse udtalte nævnet også kritik af, at Redox.dk ikke havde imødekommet personens anmodning om anonymisering.

Sagsnummer: 2018-80-0163

Redox.dk får ikke kritik for omtale af persons politiske tilhørsforhold

30-11-2018

En person klagede over, at Redox.dk bragte oplysninger om, at han havde været leder for en nazistisk organisation uden forinden at forelægge oplysningen for ham. Selv om oplysninger som denne som udgangspunkt bør forelægges, fandt Pressenævnet efter en samlet vurdering ikke anledning til at udtale kritik af Redox.dk, blandt andet fordi personen ikke havde klaget over de bragte oplysninger om, at han havde været del af den nazistiske bevægelse i mange år, og at oplysningen i sammenhængen derfor ikke kunne betragtes som tilstrækkelig krænkende for personen.

Sagsnummer: 2017-80-0074

Redox får ikke kritik for artikel om navnesag

22-05-2018

En person klagede over, at redox.dk havde omtalt en 14 år gammel retssag mellem ham og en anden person om brugen af klagerens efternavn. Klageren mente, at indholdet af artiklen krænkede hans privatliv, og at den i øvrigt indeholdt ukorrekte oplysninger. Klageren ønskede derfor også artiklen slettet fra redox.dk. Da Pressenævnet ikke fandt, at oplysningerne i artiklen kunne anses for at være krænkende for klageren, fandt nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere Redox.

Sagsnummer: 17-70-01130

En Google-søgning på klagers navn henviste til en overskrift fra redox.dk

22-06-2017

En person klagede over, at der ved en Google-søgning på hans navn fremkom artikeloverskriften ”Antifeminister og antimuslimer slår pjalterne sammen”. Klager var hverken antifeminist eller antimuslim og omtalt i en anden forbindelse i artiklen, der var bragt på redox.dk. De andre oplysninger i artiklen om klager var korrekte, og klager får ikke slettet artiklen (og derved heller ikke linket) efter punkt B.8 i de vejledende regler for god presseskik.

Sagsnummer: 17-70-01075

Forsker får ikke slettet artikel om politiske tilhørsforhold efter lov om massemediers informationsdatabaser

22-03-2017

En forsker ved Aarhus Universitet havde af redox.dk fået afslag på at få slettet information om hans formodede politiske overbevisning efter lov om massemediers informationsdatabaser. Ifølge denne lov skal information om enkeltpersoners politiske forhold som udgangspunkt slettes, når der er forløbet tre år fra den begivenhed, der gav anledning til optagelsen i databasen. Under henvisning til, at klager var tilknyttet Aarhus Universitet og havde udtalt sig offentligt om højrefløjen, pålagde Pressenævnet ikke redox.dk at efterkomme anmodningen om sletning.

Sagsnummer: 16-70-01027

Redox får ikke kritik for at omtale religiøse og politiske tilhørsforhold

20-12-2016

En person klagede over Redox’ omtale af grupperingen Hefjendur og hans tilknytning hertil. Redox havde forsøgt at kontakte klager via Facebook. Da klager selv havde udtalt sig til et andet medie om sine trosforhold, ligesom han ikke havde bestridt omtalen af, at han havde været ”aktiv i Danskernes Parti”, fandt nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere Redox.

Sagsnummer: 16-70-00984

Redox’ omtale af forsker som nynazist og højreradikal

26-10-2016

En forsker klagede over artiklen ”Den ekstreme ekstremismeforsker”. I artiklen blev forskeren beskyldt for selv at være aktiv i højreradikale kredse med udsagnet ”Samtidig har han [forskeren] selv været aktiv i nynazistiske og højreradikale kredse”. Redox.dk ringede til forskeren forud for offentliggørelsen og oplyste artiklens kritiske vinkel. Klager ønskede imidlertid ikke at tale med Redox. Nævnet kritiserede ikke offentliggørelsen af beskyldningen, men pålagde redox.dk at bringe et genmæle, da udsagnet ikke var dokumenteret som rigtigt.

Sagsnummer: 16-70-00953

Redox.dk får ikke kritik for at bringe billede fra folkefest

25-05-2016

En person klagede over, at redox.dk bragte et billede af ham, der var taget ved en folkefest afholdt på et privat område. Da folkefesten havde et deltagerantal omkring 200, og alle kunne købe billet til arrangementet, var der ikke tale om en privat begivenhed. Pressenævnet udtaler ikke kritik.

Sagsnummer: 15-70-00849

2 dages svarfrist for kort tid

27-11-2015

Redox.dk omtalte i en artikel i august en demonstration afholdt i marts – fem måneder tidligere. Den 3. august sendte Redox en mail og anmodede en person om bemærkninger til en kritisk omtale. Svarfristen var den 5. august kl. 15.00. Artiklen blev offentliggjort den 7. august. Nævnet kritiserer Redox for ikke at gøre nok for at sikre sig, at personen fik mulighed for at kommentere den kritiske omtale.

Sagsnummer: 13-70-00545 (se også sag nr. 13-70-00542 og 13-70-00542)

Redox.dk gav ikke rimelig tid til at svare

12-02-2014

Pressenævnet kritiserer redox.dk for at sende den 94 sider lange rapport ”Demokratiske Nazister” ud til en mand og bede ham forholde sig til indholdet senest dagen efter. I rapporten står der, at han er medlem af Danskernes Parti og aktiv i White Pride. Nævnet finder ikke, at fristen var rimelig, når det drejer sig om så lang en rapport. Derfor får redox.dk kritik.