Sagsnummer: 2019-80-0416

Ikke kritik af A4 Nu for omtale af stridigheder i en forening

A4 Nu bragte i november 2019 omtale af stridigheder i en forening. Formanden for foreningen udtalte, at flere personer var ekskluderet som følge af trusler og chikane. En person, som i artiklen var omtalt som et af foreningens ’tidligere medlemmer’, klagede til Pressenævnet. Personen var ikke omtalt ved navn i artiklen, men var nævnt i et opslag af formanden i foreningens Facebook-gruppe. Personen klagede over, at artiklen ikke indeholdt korrekt information, samt over manglende forelæggelse. Nævnet fandt, at A4 Nu på tilstrækkelig vis havde gjort det klart, at de påklagede udsagn var formandens subjektive vurderinger afgivet under et interview med avisen. Da klager derudover ikke var direkte identificeret i artiklen, fandt Pressenævnet efter en samlet vurdering ikke anledning til at udtale kritik af A4 Nu.

Sagsnummer: 2019-80-0311

A4 Nu får ikke kritik for artikler om afskedigelsessag

A4 Nu (tidligere Avisen.dk) omtalte i artikler i februar og marts måned en afskedigelsessag, hvor et stort byggefirma blev beskyldt for uretmæssigt at have afskediget tre håndværkere. Byggefirmaet og en ledende medarbejder herfra klagede til Pressenævnet over artiklerne. Klagerne klagede blandt andet over, at A4 Nu i én af artiklerne havde offentliggjort en mail om sagen, som den ledende medarbejder havde sendt som intern orientering i byggefirmaet, og at den ledende medarbejders kontaktoplysninger hos byggefirmaet havde været synlige i artiklen. Pressenævnet fandt, at den omtalte sag havde offentlig interesse. Da den ledende medarbejders telefonnummer og mailadresse hurtigt var blevet fjernet fra artiklen, fandt nævnet ikke grundlag for at udtale kritik.