I en omtale af en mærkedag bragt i maj 2020 omtalte Amager Bladet en fødselars tidligere straffedom. Fødselaren klagede til Pressenævnet over, at Amager Bladet i omtalen af mærkedagen beskrev straffedommen. Nævnet fandt, at omtalen af den ældre straffedom ikke havde en relevant sammenhæng med den aktuelle omtale af personens fødselsdag. Pressenævnet udtalte derfor kritik af Amager Bladet for at omtale den ældre straffedom.

En person klagede over, at Amager Bladet i oktober 2017 havde bragt kritisk omtale af hans byggeri i artiklen ”Frustreret ægtepar: Dobbelthus tager alt dagslyset fra vores stue” uden forinden at have indhentet hans kommentarer til kritikken. Pressenævnet fandt, at den påklagede omtale indeholdt udsagn, der kunne være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for klageren. Nævnet udtalte derfor kritik af Amager Bladet for ikke at give klageren mulighed for at kommentere beskyldningerne i sammenhæng med, at de blev fremsat.