Sagsnummer: 2024-12500

Ikke kritik af Folkeskolen for omtale af sygemelding

Folkeskolen omtalte i september 2024 forholdene på en skole, herunder informationer fra en klage, som var sendt til Arbejdstilsynet. Souschefen på skolen klagede over, at Folkeskolen havde delt fortrolige informationer fra klagen til Arbejdstilsynet, og at mediet havde omtalt, at hun havde været sygemeldt, ligesom Folkeskolen ikke havde forelagt oplysningerne for hende. Pressenævnet fandt, at valget af kilder lå inden for mediets redigeringsret, og at omtalen af sygemeldingen – henset til, at oplysningerne havde været meldt ud i en bredere kreds og henset til, at den omtalte ikke var nævnt ved navn – ikke udgjorde en krænkelse af privatlivets fred. Nævnet fandt endvidere ikke grundlag for at kritisere Folkeskolen for ikke at have forelagt oplysningerne for souschefen. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at kritikken hovedsageligt var rettet mod den samlede ledelse, og at denne havde fået lejlighed til at kommentere beskyldningerne på skolens vegne.

Sagsnummer: 2023-04104

Folkeskolen får kritik for at bringe ukorrekt information

Folkeskolen bragte i april måned en artikel om en skole, hvor en række ansatte var blevet opsagt. En af de i artiklen omtalte unavngivne ansatte klagede til Pressenævnet over blandt andet, at artiklen indeholdt ukorrekt information om, at hun som leder var blevet afskediget, idet hun selv havde søgt sin afsked. Folkeskolen havde erkendt fejlen og bragt en rettelse i den digitale udgave og i det trykte blad. Pressenævnet kritiserede Folkeskolen for at have bragt den ukorrekte oplysning.