Sagsnummer: 2023-04563

KøbenhavnLIV får ikke kritik for omtale af regnskab

KøbenhavnLIV bragte i juni en artikel, som omtalte en virksomheds regnskab, herunder at virksomheden havde haft underskud i 2022. Artiklen var autogenereret af en tekstrobot på baggrund af offentligt tilgængelige selskabsoplysninger fra Erhvervsstyrelsen. Ejeren af virksomheden klagede over, at mediet havde bragt artiklen, og at mediet havde afvist klagers anmodning om at slette artiklen. Pressenævnet fandt, at KøbenhavnLIV ikke havde handlet i strid med god presseskik i forbindelse med offentliggørelsen af artiklen. Nævnet lagde vægt på, at oplysningerne om virksomhedens regnskab er offentligt tilgængelige, hvorfor offentliggørelsen heraf ikke var krænkende i presseetisk forstand. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at kritisere KøbenhavnLIV for ikke at have imødekommet klagers anmodning om at slette artiklen.

Sagsnummer: 2019-80-0246

Jysk Fynske Medier får ikke kritik for redigering af læserbrev

Jysk Fynske Medier bragte i december 2018 et læserbrev under overskriften ”Lad være, [Politiker A]!!”. Læserbrevet var af Jysk Fynske Medier redigeret i forhold til læserbrevets oprindelige version, der havde overskriften ”Endnu et søm til Danmarks ligkiste!”. Læserbrevsskribenten klagede til Pressenævnet over redigeringen, som han mente gjorde hans læserbrev uforståeligt. Pressenævnet fandt det uhensigtsmæssigt, at Jysk Fynske Medier havde foretaget en sådan redigering, at læserbrevet er bragt med et ændret udtryk. Efter en samlet vurdering fandt nævnet imidlertid ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af Jysk Fynske Medier, da der ikke var tale om en så vidtgående redigering, at læserbrevet fremstod forvansket.

Sagsnummer: 2017-80-0066

Jysk Fynske Medier får kritik for manglende forelæggelse og fejlcitat

Jysk Fynske Medier omtalte i september 2017 konkursrytteri og bragte i den forbindelse YouTube-videoen ”Forstå Konkursrytteri –[navn]-modellen”. Forretningsmodellen beskrev, hvordan en person har drevet forretning ved at overtage nødlidende virksomheder, der efterfølgende er gået konkurs. Den omtalte person, der på tidspunktet for omtalen var tiltalt i en straffesag relateret til den beskrevne forretningsmodel, klagede til Pressenævnet.

Pressenævnet fandt, at indholdet af YouTube-videoen var retvisende, men at Jysk Fynske Medier burde have indhentet en kommentar fra personen inden offentliggørelsen, så personens kommentarer kunne have været bragt i sammenhæng med beskyldningerne. Nævnet udtalte derfor kritik. Nævnet gav yderligere klager ret til genmæle i forhold til det konstruerede citat ”I kan ikke røre mig”, da klager ikke havde udtalt sig sådan, samt udtalte kritik af Jysk Fynske Mediers afvisning af at fjerne citatet, der blandt andet var anvendt i en artikeloverskrift. Der var klaget over andre forhold, som nævnet ikke fandt grundlag for at kritisere.

Sagsnummer: 2017-80-0071

Jysk Fynske Medier får ikke kritik for at omtale en person ”stråmand”

En politiassistent klagede over, at Jysk Fynske Medier i september 2017 i relation til omtale om konkursrytteri betegnede ham som ”stråmand” for sin brors virksomhed. Broren var på tidspunktet for omtalen blandt andet tiltalt i en straffesag for forhold i en forretningsmodel, som broren havde anvendt til at drive forretning på at overtage nødlidende virksomheder, der efterfølgende gik konkurs. Politiassistenten klagede blandt andet over, at omtalen krænkede hans privatliv. Han anmodede derudover blandt andet om at få fjernet de private oplysninger. På baggrund af politiassistentens funktion i sin brors virksomhed, fandt Pressenævnet, at omtalen ikke krænkede hans privatliv. Selv om oplysningerne i artiklen var til skade for politiassistenten, fandt nævnet heller ikke grundlag for at kritisere Jysk Fynske Mediers afvisning af at fjerne oplysninger fra artiklen.

Sagsnummer: 2017-80-0045

Randers Amtsavis får ikke kritik for udsagnet ”broget”

Randers Amtsavis bragte artiklen ”Iværksætter med broget fortid vil starte arktisk luftselskab i Randers”. Den omtalte iværksætter klagede til Pressenævnet bl.a. over udsagnet ”broget”. Pressenævnet fandt, at udsagnet var Randers Amtsavis’ vurdering af iværksætterens erhvervsmæssige fortid. På baggrund af oplysningerne i bl.a. CVR-registret om iværksætterens tilknytning til flere tvangsopløste og konkursramte selskaber udtalte Pressenævnet ikke kritik af Randers Amtsavis.

Sagsnummer: 17-70-01172 / 17-70-01173

Jysk Fynske Medier kunne omtale Pressenævnets kendelse

I en tidligere afgørelse havde Pressenævnet taget stilling til en klage, hvor klageren ikke havde fået medhold. Kolding Ugeavis og JydskeVestkysten offentliggjorde herefter kendelsen i fuld længde og omtalte kendelsen. Nævnet fandt ikke anledning til kritik.