Et ægtepar klagede til Pressenævnet over en artikel i NORDJYSKE Medier, der omtalte deres køb af hus. Af omtalen fremgik blandt andet deres fulde navne, hvor meget de havde betalt for ejendommen samt flere detaljer om ejendommen. Ægteparret klagede over, at en del af oplysningerne ikke er korrekte samt over, at de ikke var blevet kontaktet forud for offentliggørelsen. Artiklen var deklareret med ”robotbolig – Ritzau”. Pressenævnet bemærkede i den forbindelse, at det forhold, at det er tale om robotjournalistik offentliggjort af Ritzau, ikke ændrer ved NORDJYSKE Mediers ansvar for at overholde god presseskik. Nævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af NORDJYSKE Medier og lagde i den forbindelse vægt på, at der er tale om offentligt tilgængelige oplysninger, som stammer fra BBR-registeret, og at disse er gengivet i overensstemmelse med, hvad der fremgår af registeret.

Pressenævnet udtalte ikke kritik af, at NORDJYSKE Medier havde afvist at fjerne klagers navn fra en artikel om et offentligt opsat rollespil til et 2. verdenskrigs-træf. Klager var afbilledet iklædt tysk uniform samt nævnt ved navn i artiklen.

Klager har anmodet Pressenævnet om at genoptage behandlingen af sagen, fordi har ikke mener, at nævnet til fulde har taget stilling til klagen. Da klager hverken har påvist væsentlige sagsbehandlingsfejl eller er fremkommet med nye faktiske oplysninger, som har betydning for sagens afgørelse, har nævnet afvist at genoptage sagen.

En person klagede over, at NORDJYSKE Medier ikke ville anonymisere eller forkorte hans navn i en artikel fra 2016, der omtalte et offentligt opsat rollespil til et 2. verdenskrigs-træf. Personen var afbilledet iklædt tysk uniform samt nævnt med sit fulde navn i artiklen. Pressenævnet fandt, at der ikke forelå tilstrækkeligt tungtvejende grunde for at anonymisere artiklen, da personen frivilligt lod sig fotografere og selv oplyste sit fulde navn til journalisten, ligesom det klart fremgik af artiklen, at der var tale om et rollespil med krigens forskellige aktører.