Sagsnummer: 2025-06209

Podimo får kritik for manglende forelæggelse

Podimo bragte i foråret 2025 en udsendelse i podcastserien ”Det, vi taler om”, der blandt andet indeholdt et indslag om en retssag, hvor en kendt journalist blev dømt for stalking og identitetstyveri. I indslaget blev det blandt andet omtalt på hvilken måde, journalisten havde udsat den forurettede for stalking og identitetstyveri, ligesom journalistens forklaring i retten vedrørende en sms-besked fra forurettede til journalistens ægtefælle blev debatteret. Det fremgik af udsendelsen, at journalisten havde forklaret, at sms-beskeden blandt andet indeholdt et tilbud til journalistens ægtefælle om at indtage coke. Journalisten og hendes ægtefælle klagede til Pressenævnet over blandt andet, at udsendelsen indeholdt ukorrekte oplysninger, og at det ikke fremgik af udsendelsen, at journalisten i retten også havde forklaret, at hendes ægtefælle havde afslået tilbuddet om at indtage coke, samt at denne omtale ikke var blevet forelagt for ægtefællen. Pressenævnet fandt, at Podimo – uanset programmets karakter og de videre rammer for frisprog samt det forhold, at der var tale om en direkte udsendelse – burde have forelagt gengivelsen af journalistens forklaring vedrørende sms-beskeden for ægtefællen inden offentliggørelse. Nævnet lagde i den forbindelse blandt andet vægt på, at det i udsendelsen ikke samtidig blev gengivet, at journalisten i retten tillige forklarede, at hendes ægtefælle afslog tilbuddet om at indtage coke, samt at det fremgik tydeligt af den påklagede udsendelses titel og programomtalen, at udsendelsen ville omtale retsmødet i sagen mod journalisten, herunder ”detaljer” fra hendes ægtefælles affære, og at den påklagede udsendelse blev bragt to dage efter retsmødet og domfældelsen i byretten. Endvidere lagde nævnet vægt på, at der var tale om en gengivelse af en forklaring, der indeholdt oplysninger, som vedrørte andre end de personer, der afgav forklaring i retten. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik af de øvrige påklagede forhold.

Sagsnummer: 2024-16315

Podimo får kritik for at krænke privatlivets fred

Podimo bragte i november 2024 en udsendelse i podcastudsendelsen ”Det, Vi Taler Om” med omtale af blandt andet en politikers fængselsdom for at have udtalt sig strafbart om somalieres intelligensniveau. Mediegruppen for somaliere i Danmark klagede til Pressenævnet blandt andet over, at udsendelsen indeholdt krænkende og diskriminerende udtalelser om somaliere. Mediegruppen for somaliere i Danmark var ikke selv omtalt i udsendelsen, men er efter det oplyste en interesseorganisation bestående af dansk-somaliere, som repræsenterer personer med somalisk herkomst i Danmark. Organisationens primære formål er at nuancere den ensidige offentlige debat vedrørende somaliere. På denne baggrund og henset til den samfundsmæssige interesse i den konkrete omtale fandt Pressenævnet grundlag for at behandle klagen i forhold til organisationen. Pressenævnet fandt, at værtens udtalelser om somalieres intelligensniveau indebar en krænkelse af somalieres personlige anseelse, og at der ikke forelå en klar almen interesse, der berettigede udtalelsen. Nævnet udtalte derfor kritik.

Sagsnummer: 2023-80-0988

Podimo får ikke kritik for podcastudsendelse

Podimo bragte i februar en udsendelse i en programserie, hvor to komikere ringer sammen. I den påklagede udsendelse indgik en samtale, hvor den ene komiker fortalte om en oplevelse, hvor han var blevet kontaktet af en person, som arbejdede for et firma, der solgte hundefoder. Komikeren fortalte blandt andet, at den pågældende person havde henvendt sig til ham et utal af gange for at tilbyde ham gratis hundefoder, og at han havde forsøgt at ignorere det. Komikeren fortalte endvidere, at hundefoderet, som han endte med at takke ja til, havde gjort hans hund syg. Personen, som havde taget kontakt til komikeren, klagede til Pressenævnet over, at komikeren havde fortalt en usand historie, som var krænkende for personen. Pressenævnet fandt, at den påklagede udsendelse fremstod som et program med satiriske elementer, og at de oplysninger, som fremgik af udsendelsen, ikke havde en sådan karakter, at de kunne anses for at udgøre en krænkelse af klagers privatliv. Pressenævnet lagde i den forbindelse navnlig vægt på, at klager ikke var nævnt ved navn, ligesom de øvrige oplysninger, der indgik i udsendelse ikke for en bredere kreds kunne tjene til identificering af klager.