En person klagede til Pressenævnet over en artikel bragt i september 2020 i DAGBLADET Køge og på sn.dk. Artiklen omtalte en uoverensstemmelse mellem klager og en kvinde. Af artiklen fremgik det, at uoverensstemmelsen skyldtes, at personen skyldte kvinden penge. DAGBLADET Køge erkendte, at dette ikke stemte overens med oplysningerne i politiets døgnrapport. DAGBLADET Køge berigtigede herefter oplysningen både online og i den trykte udgave af avisen. Pressenævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af DAGBLADET Køge og lagde i den forbindelse vægt på, at personen ikke var omtalt på en sådan måde i artiklen, at han var umiddelbart identificerbar for en videre kreds, samt at DAGBLADET Køge foretog behørig berigtigelse af oplysningen.

En mor klagede til Pressenævnet over, at SN.dk havde afvist at anonymisere en artikel, som omtalte en straffesag, hvor hendes søn var blevet idømt flere års fængsel for at have begået alvorlig kriminalitet. I artiklen blev sønnen omtalt ved sit fulde navn. Moderen og sønnen bærer samme efternavn, som kun bæres af få andre i Danmark.

Selvom omtalen påvirkede moderen, kunne hun personligt ikke anses for klageberettiget, da hun ikke var omtalt eller afbildet i artiklen. Pressenævnet afviste derfor at behandle klagen på grund af manglende retlig interesse

Selskaberne The Mansion ApS og TWC Denmark ApS samt en bryllupsplanlægger klagede til Pressenævnet over Sjællandske Medier. The Mansion ApS forpagter Næsbyholm Slot. Sjællandske Medier omtalte bryllupsplanlæggerens konkursramte selskab i sammenhæng med Næsbyholm Slot. Også omtalen af bryllupsplanlæggerens private forhold til direktøren for The Mansion ApS var omtalt og påklaget. Pressenævnet fandt, at Sjællandske Medier ikke havde krænket bryllupsplanlæggerens privatliv, da omtalen af hendes konkursramte selskab og den begrænsede private omtale skete i relation til hendes nuværende erhvervsmæssige forhold. Nævnet udtalte i øvrigt ikke kritik af omtalen eller af Sjællandske Mediers afvisning af at slette artiklerne fra hjemmesiden sn.dk.

Sn.dk omtalte en politiaktion på en privat ejendom. Beboeren på ejendommen blev anholdt og senere løsladt efter afhøring. Beboeren klagede til Pressenævnet og anførte, at han kunne identificeres ud fra sn.dks oplysninger. Af artiklen fremgik bynavnet, beboerens alder og et (forkert) vejnavn. Pressenævnet fandt, at politiets arbejde havde almen interesse, og at klager ikke kunne identificeres ud fra oplysningerne i artiklen, medmindre man i forvejen havde kendskab til, at klager var den afhørte person. Nævnet udtalte derfor ikke kritik. Avisen havde selv rettet ordet ”konfiskeret” til ”beslaglagt”.

Klagen er behandlet sammen med sag nr. 2017-80-0011.

En læser kommenterede en artikel på sn.dk. Netavisen kommenterede læserens kommentar, og Pressenævnet anså herefter kommentaren for redigeret og omfattet af medieansvarsloven og derved også underlagt nævnets kompetence. Pressenævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at avisen havde overskredet rammerne for redigering. Klagen blev derfor afvist som åbenbar grundløs.