Medier får ikke kritik for citathistorie om botilbud
Socialmonitor, DK Social og DK Nyt bragte i juni og juli 2024 en citathistorie fra Politiken og Kommunen.dk med kritisk omtale af et bo- og dagtilbud for borgere med blandt andet autisme og udviklingshandikap. Ejeren af det omtalte bo- og dagtilbud klagede til Pressenævnet blandt andet over, at omtalen indeholdt ukorrekte oplysninger, som botilbuddet ikke var blevet forelagt. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at det fremgik af artiklerne, at ejeren over for de citerede medier afviste al kritik, og at medierne korrekt havde gengivet indholdet af Socialtilsyn Hovedstadens afgørelse om at lukke botilbuddet. Nævnet bemærkede, at der i de påklagede artikler var links til de oprindelige artikler, som blev bragt af Politiken og Kommunen.dk, hvor nævnet ikke har udtalt kritik.