Sagsnummer: 2025-09464

TV 2 får ikke kritik for omtale af plagiathistorie

I august 2025 bragte TV 2 en video på TV 2 Echos TikTok-profil med omtale af en plagiathistorie, hvor en dansk kunstner havde anklaget to internationale kunstnere for at have plagieret hans sang. Det fremgik af videoen, at TV 2 havde fået tilsendt en video fra den danske kunstner, som var optaget i 2020, men to it-virksomheder konkluderede efter en undersøgelse, at der var blevet ændret i videoens metadata, og at oprettelsesdatoen var blevet manipuleret. Den danske kunstner klagede til Pressenævnet blandt andet over, at han ikke var blevet forelagt it-virksomhedernes rapporter. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at TV 2 forud for offentliggørelsen i tilstrækkeligt omfang havde gjort kunstneren bekendt med indholdet af rapporterne, og at hans svar på rapporternes konklusioner fremgik af videoen.

Sagsnummer: 2025-05376

TV 2 får ikke kritik for brug af skjulte optagelser

TV 2 bragte i november 2024 en udsendelse i Operation X om en dansk leder af en hjælpeorganisation i Vestafrika, som modtager støtte fra den danske stat og har til formål at hjælpe kvinder ud af prostitution. I udsendelsen afdækkede TV 2, at lederen modtog seksuelle ydelser for modydelser af forskellig karakter. I udsendelsen indgik skjulte optagelser af lederen foretaget af TV 2s journalister, som foregav at ville udarbejde en dokumentar om lederen og hans arbejde i organisationen. Den omtalte leder klagede til Pressenævnet over TV 2s brug af skjulte optagelser og fiktiv identitet. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at det har klar samfundsmæssig interesse at belyse, hvorvidt hjælpeorganisationer i udlandet, der modtager støttemidler fra den danske stat, ledes etisk forsvarligt, at optagelserne belyste klagers virke som leder af organisationen, og at den fornødne dokumentation for klagers forvaltning af sin betroede stilling vanskeligt kunne fremskaffes uden brug af skjult kamera og fiktiv identitet.

Sagsnummer: 2025-08317

TV 2 får ikke kritik for udsendelse om omstridt læge

TV 2 bragte i juni 2025 en udsendelse og en artikel, som omhandlede en omstridt praktiserende læges drift af to lægeklinikker, herunder lægens travlhed og håndtering af patienter. I den ene af lægeklinikkerne var en anden læge anført som fast lægekapacitet, selv om denne læge imidlertid ikke fungerede som fast tilknyttet læge i klinikken. Denne læge klagede til Pressenævnet blandt andet over, at TV 2s omtale efterlod et misvisende samlet indtryk af, at han havde ageret som ”stråmandslæge”. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at oplysningerne i omtalen havde dækning i de faktiske forhold, og at det klart fremgik af omtalen, hvor oplysningerne stammede fra.

Sagsnummer: 2025-08191

TV 2 får ikke kritik for omtale af skønhedskliniks markedsføring

TV 2 bragte i maj 2025 to artikler med omtale af en skønhedskliniks markedsføring på sociale medier. Skønhedsklinikken klagede til Pressenævnet over artiklernes vinkling. Nævnet fandt, at omtalerne lå inden for TV 2s redigeringsret og lagde i forhold til den første artikel blandt andet vægt på, at TV 2 havde efterprøvet ekspertkildernes udtalelser ved forelæggelse for skønhedsklinikken, og at klinikkens afvisning og svar var gengivet i artiklen. I forhold til den anden artikel fandt nævnet, at ekspertkildernes udtalelser var udtryk for deres generelle og faglige vurderinger, og at udtalelserne ikke havde karakter af beskyldninger rettet mod klinikken, som kunne anses for skadelige, krænkende eller agtelsesforringende for skønhedsklinikken. Nævnet udtalte derfor ikke kritik af TV 2.

Sagsnummer: 2025-05180

TV 2 får ikke kritik for brug af optagelse af gardere

TV 2 bragte i foråret 2025 en udsendelse om brug af stoffer i livgarden. I udsendelsen indgik flere klip af gardere i forskellige arbejdssituationer. To tidligere gardere klagede til Pressenævnet over, at de ikke havde samtykket til offentliggørelsen af en kort optagelse, hvor de som en del af en større gruppe gardere iført uniform stod i geled. Klagerne henviste til, at de med optagelsen blev associeret til udsendelsens tema om brug af stoffer i livgarden. Pressenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere TV 2 for at have bragt optagelserne uden at have indhentet klagernes samtykke. Nævnet fandt, at udsendelsen havde klar offentlig interesse og lagde ved afgørelsen blandt andet vægt på, at optagelserne ikke viste klagerne i en privat situation, men som led i deres daværende arbejde som gardere, og at billedet ikke viste klagerne i en krænkende situation. Nævnet lagde også vægt på, at udsendelsen ikke gav konkret indtryk af, at de konkrete personer på billedet havde noget at gøre med det emne, som udsendelsen omhandlede, og at klagerne indgik i en optagelse, hvor der fremgik mere end 10 gardere, og at de ikke kunne anses for at have en fremhævet eller i øvrigt fremtrædende position på billedet.

Sagsnummer: 2025-02487

TV 2 får ikke kritik for brug af skjulte optagelser

TV 2 bragte i november 2024 en udsendelse i dokumentarserien ”Gud er din læge”, som omhandlede en kvinde, som under sin indlæggelse på en psykiatrisk afdeling – og efter sin udskrivelse – modtog besøg af personer fra det frikirkelige miljø. I udsendelsen afdækkede TV 2, at en af de læger, der behandlede kvinden på psykiatrisk afdeling, også besøgte hende som præst i hendes hjem. I udsendelsen indgik skjulte optagelser af lægen foretaget af TV 2s muldvarp af blandt andet en sjælesorgssamtale med muldvarpen, hvor han foretager en bøn om udfrielse på muldvarpen. Den omtalte læge og præst klagede til Pressenævnet blandt andet over TV 2s brug af skjulte optagelser og fiktiv identitet. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at det har klar samfundsmæssig interesse at belyse, hvordan det frikirkelige miljø i Danmark agerer over for sårbare personer med psykiske sygdomme, at optagelserne belyste klagers ageren over for personer med psykiske udfordringer, og at den fornødne dokumentation for klagers håndtering af adskillelsen af rollen som psykiater og præst, herunder rådgivning af og uddrivelse på en person med psykiske lidelser, vanskeligt kunne fremskaffes uden anvendelse af fiktiv identitet.

Sagsnummer: 2025-05612

TV 2 får ikke kritik for at afvise at hindre tilgængeligheden af artikel

En person klagede til Pressenævnet over, at TV 2 havde afvist at hindre tilgængeligheden af en artikel bragt i 2023, som omhandlede debatten blandt universitetsstuderende om, hvorvidt undervisere kan kræve svar på spørgsmål af de studerende, som ikke har rakt hånden op i undervisningen. Personen, som var en af de interviewede studerende, udtalte sig til TV 2 om sine udfordringer. Nævnet fandt, at artiklen indeholdt oplysninger, som måtte anses for særligt belastende for personen, men fandt ikke anledning til at udtale kritik af TV 2. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at oplysningerne i artiklen stammede fra personen selv, der frivilligt medvirkede i artiklen, at der var tale om nyere oplysninger, og at omtalen fortsat kunne anses at have almen interesse.

Sagsnummer: 2024-12505

TV 2 får kritik for redigering af programserie om døgninstitution

TV 2 bragte i foråret 2024 en programserie, som omhandlede forholdene på en kommunalt ejet døgninstitution. I programserien fortalte blandt andet flere tidligere anbragte og tidligere ansatte om voldsomme fysiske magtanvendelser. Programserien indeholdt kritik af ledelsen på døgninstitutionen, som ifølge nogle tidligere ansatte havde opfordret til magtanvendelser mod de anbragte unge, ligesom programserien indeholdt beskyldninger om blandt andet hårdhændet og ulovlig adfærd fra en tidligere institutionsleder. Den ved navn omtalte tidligere institutionsleder klagede til Pressenævnet blandt andet over, at udsendelserne indeholdt ukorrekte og skadelige oplysninger, som ikke var efterprøvet i tilstrækkelig grad, at TV 2 ikke havde udvist den fornødne kildekritik over for de medvirkende, og at TV 2 havde afvist at bringe et genmæle. Nævnet fandt blandt andet, at TV 2 i relation til omtalen af en række konkrete magtanvendelsestilfælde havde overskredet rammerne for redigering. TV 2 havde endvidere præsenteret seeren for en definition af magtanvendelsesbegrebet, som nævnet – navnlig i sammenhæng med omtalen af det samlede antal magtanvendelser – fandt fremstod misvisende. Nævnet udtalte på denne baggrund kritik af TV 2 for at udelade en række væsentlige oplysninger, som gav et ikke retvisende indtryk af det samlede billede. For så vidt angår de øvrige klagepunkter fandt nævnet ikke grundlag for at udtale kritik, ligesom nævnet ikke fandt grundlag for at kritisere TV 2 for at have afvist klagers genmæle, da det ikke var begrænset til de nødvendige faktiske oplysninger.

Sagsnummer: 2025-03886

TV 2 får ikke kritik for at afvise at slette og anonymisere billede

To personer klagede til Pressenævnet over, at TV 2 havde afvist at slette og yderligere anonymisere et billede fra en artikel bragt i 2012 om en række svindlere. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik af TV 2. Nævnet fandt, at billedet i sammenhæng med omtalen ikke kunne anses for belastende for klagerne i en sådan grad, at det talte for sletning eller yderligere anonymisering, og lagde i den forbindelse vægt på, at deres ansigter var sløret, og at de ikke var omtalt i artiklen. Nævnet udtalte ikke kritik.

Sagsnummer: 2025-10517

Afvisning af klage over TV 2 på grund af fristoverskridelse

En person klagede over TV 2s afvisning af en klage over en omtale. Klagen over TV 2s afvisning var indgivet til Pressenævnet efter udløbet af 12-ugers klagefristen. Klager henviste til, at hun ikke var gjort bekendt med, at hendes advokat, som indgav klagen til TV 2 på hendes vegne, havde modtaget TV 2s afvisning. Pressenævnet afviste klagen uden nærmere behandling med bemærkning om, at der efter medieansvarsloven ikke er hjemmel til at dispensere fra klagefristen.

Sagsnummer: 2025-00386

Ikke kritik af TV 2 for at omtale ingrediensliste i romkugler

TV 2 omtalte i to artikler i december 2024, at nogle prisvindende romkugler af eksperter blev betegnet som ultraforarbejdede fødevarer. Ejeren af det firma, der producerede de omtalte romkugler, klagede til Pressenævnet over, at væsentlige oplysninger var udeladt, og at omtalen var skadelig for hans virksomhed. Pressenævnet fandt, at mediets valg og fravalg af information lå inden for redigeringsretten, og at klager var kommet til strækkeligt til orde. Nævnet udtalte derfor ikke kritik.

Sagsnummer: 2024-13331

Klage afvises på grund af manglende retlig interesse

TV 2 bragte i august 2024 en udsendelse i programserien ”I hælene på en svindler”. To virksomheder og disse virksomheders reelle ejer klagede til Pressenævnet og henviste til, at der i udsendelsen indgik optagelser af klagernes ejendom, og at dette i sammenhæng med udsendelsens indhold var krænkende. Hverken de to virksomheder eller ejeren var – direkte eller indirekte – omtalt eller afbilledet eller på anden måde identificeret i udsendelsen og havde derfor ikke retlig interesse. Nævnet afviste derfor klagen med henvisning til medieansvarslovens § 43, stk. 2, nr. 2.

Sagsnummer: 2024-10037

TV 2 får kritik for ikke at have overholdt aftale om gennemsyn

TV 2 bragte i foråret 2024 programserien ”Pigerne vi tabte” i tre udsendelser. I udsendelserne fulgte man tre unge piger, som havde været anbragt og fået støtte på grund af forskellige årsager. Fælles for de tre medvirkende var, at de var fyldt 18 år og havde søgt om at få den hjælp, som de hidtil havde modtaget, forlænget – såkaldt efterværn. Programserien havde fokus på, hvad efterværn eller manglende tildeling af efterværn havde af konsekvenser for de medvirkende. En af de medvirkende samt dennes ene forælder klagede til Pressenævnet blandt andet over, at TV 2 ikke havde overholdt den medvirkendekontrakt, som parterne forud for deltagelsen havde underskrevet. Af denne kontrakt fremgik det, at de medvirkende havde ret til at se de færdigklippede programmer i god tid før offentliggørelsen. Forælderen til den medvirkende havde ikke set de færdigklippede programmer i fuld længde, og nævnet fandt derfor grundlag for at udtale kritik af TV 2 for ikke at overholde medvirkendekontraktens aftale herom. Klagerne havde endvidere blandt andet klaget over, at TV 2 havde udnyttet en særligt sårbar person med svær psykisk sygdom, utilstrækkelig anonymisering, og at udsendelsen gav en forvansket fremstilling af de faktiske omstændigheder, herunder ved at udelade væsentlige informationer. Nævnet fandt imidlertid ikke grundlag for at udtale kritik for så vidt angik klagernes øvrige klagepunkter.

Sagsnummer: 2025-09254

Klage afvist på grund af manglende retlig interesse

TV 2 bragte i juli måned en artikel med kritisk omtale af det israelske militærs uddeling af nødhjælp, der blandt andet var baseret på oplysninger fra en whistleblower. En person klagede til Pressenævnet og henviste til, at artiklen indeholdt alvorlige beskyldninger, som ikke var efterprøvet tilstrækkeligt. Klageren var ikke omtalt eller afbildet i artiklen og havde derfor ikke retlig interesse.

Sagsnummer: 2024-14168

TV 2 får kritik for redigering af svar

TV 2 bragte i juni 2024 en udsendelse i programserien ”Den sorte svane”, hvor der blev vist skjulte optagelser foretaget af TV 2s muldvarp af et møde med en erhvervsmand. Erhvervsmanden fortalte på optagelserne, at en tidligere direktør for et sikkerhedsfirma var hans kammerat, og at erhvervsmanden lånte ham penge til at starte et sikkerhedsfirma. I slutningen af udsendelsen gengav TV 2 et uddrag af sikkerhedsfirmaet og den tidligere direktørs skriftlige svar til TV 2. Sikkerhedsfirmaet og direktøren klagede til Pressenævnet blandt andet over, at udsendelsen indeholdt ukorrekte og krænkende oplysninger, og at TV 2 i gengivelsen af deres svar havde udeladt oplysninger om det omtalte virksomhedslån. Pressenævnet fandt, at TV 2 havde udeladt væsentlige oplysninger om låneforholdet, der fik sikkerhedsfirmaet og den tidligere direktørs svar til at fremstå forvansket i udsendelsen og udtalte derfor kritik af TV 2 for redigeringen af svaret. Nævnet udtalte ikke kritik af de øvrige klagepunkter.

Sagsnummer: 2024-09138

Kritik af TV 2 for ikke at sløre billede

TV 2 bragte i programmet GO’ aften Danmark et indslag, der handlede om overgreb begået på et børnehjem i perioden 1949-1976. En tidligere beboer på børnehjemmet blev i den forbindelse interviewet, og under interviewet blev der vist et billede af nogle børn, der sad i et klasseværelse, herunder den tidligere beboer, som blev interviewet. En af de øvrige børn på billedet klagede til Pressenævnet over, at TV 2 havde vist billedet uden forinden at sløre dem, som omtalen ikke angik. Pressenævnet fandt – henset til omtalens karakter – at TV 2 burde have sløret de personer, der ikke var genstand for omtalen og udtalte kritik. Da TV 2 havde fjernet indslaget, pålagde nævnet ikke offentliggørelse af nævnets kritik.

Sagsnummer: 2025-00977

Anmodning om genoptagelse afvist

Pressenævnet udtalte ikke kritik af TV 2 i en sag, hvor en journalist havde klaget over en udsendelse om LSD-forsøg på Frederiksberg Hospital i 1960’erne med omtale af journalisten og hans research på området. Journalisten anmodede herefter Pressenævnet om at genoptage behandlingen af sagen med henvisning til, at nævnet har truffet afgørelse på et forkert grundlag. Pressenævnet fandt, at journalisten ikke var fremkommet med nye faktiske oplysninger af betydning for sagens afgørelse. Da der heller ikke var påvist sagsbehandlingsfejl, afviste nævnet at genoptage sagen.

Sagsnummer: 2024-08212

Ikke kritik af TV 2 for omtale af fiskere

TV 2 omtalte i en artikel en ulykke, hvor en fisker var faldet over bord i Nordsøen og senere var fundet omkommet. I artiklen blev det blandt andet beskrevet, at den omtalte fisker tidligere havde fisket i Limfjorden, og at han havde følt sig truet. I artiklen fremkom venner af den afdøde fisker med deres syn på omstændighederne omkring hans død. Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation klagede til Pressenævnet over blandt andet, at overskriften var misvisende, og at artiklen indeholdt ukorrekt information. Pressenævnet fandt, at der var tilstrækkelig dækning for overskriften og omtalen og udtalte ikke kritik.

Sagsnummer: 2024-07807

TV 2 får ikke kritik for at afslå genmæle

TV 2 bragte i maj og juni programserien ”Den sorte svane”, hvor der i to af udsendelserne indgik omtale af en persons tidligere virke som talsmand for en rockergruppering. Den omtalte person klagede til Pressenævnet blandt andet over, at TV 2 havde afvist at bringe hans genmæle. Nævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af TV 2 for at have afvist at bringe personens genmæle. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at det i genmæleteksten ikke var klart angivet hvilke faktiske oplysninger, der ønskes genmæle overfor, og at teksten i det væsentlige indeholdt vurderinger og kommentarer til omtalen af personen i TV 2s programserie.

Sagsnummer: 2024-05780

TV 2 får ikke kritik for udsendelse om LSD-forsøg

TV 2 bragte i november 2023 en udsendelse om LSD-forsøg på Frederiksberg Hospital i 1960’erne, herunder med omtale af en journalist og hans research på området. Journalisten klagede til Pressenævnet over blandt andet, at det fejlagtigt fremstod som om, at han var ophavsmand til rygter om, at lægerne på Frederiksberg Hospital gav patienter LSD med økonomisk støtte fra CIA. Pressenævnet fandt efter en samlet vurdering, at omtalen ikke kunne anses for at efterlade seerne med et ukorrekt indtryk og lagde blandt andet vægt på, at det fremgik af udsendelsen, at CIA havde lavet LSD-forsøg siden 1950’erne, og at journalisten først undersøgte påstanden i 1980’erne.