Sagsnummer: 2018-80-0133

TV 2/Fyn får ikke kritik for omtale af omdiskuterede vindmøller

19-12-2018

En person klagede over TV 2/Fyns omtale af to vindmøller, som personen er medejer af. Personen klagede over, at vindmøllerne i omtalen blev betegnet som ”ulovlige” og som ”kæmpevindmøller”. Pressenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere TV 2/Fyn for at anvende udsagnet ”ulovlige” blandt andet på grund af kommunens udtalelser i sagen. Dertil fandt nævnet, at udsagnet ”kæmpevindmøller” fremstod som TV 2/Fyns vurdering, hvilket ikke gav anledning til kritik, da møllerne var væsentlig større end de tidligere møller på stedet. Personen havde også klaget over TV 2/Fyns forelæggelse og kildekritik. Pressenævnet fandt, at TV 2/Fyn havde forelagt oplysningerne i tilstrækkeligt omfang og udtalte heller ikke kritik af TV 2/Fyn for at anvende en kilde, der var kritisk overfor de omtalte vindmøller, da det fremgik klart, hvem den kritiske kilde var, og hvilke oplysninger, der stammede fra kilden. Nævnet fandt i øvrigt, at TV 2/Fyn løbende havde hørt de forskellige parter i den omdiskuterede vindmøllesag, herunder mølleejerne, forskellige naboer og kommunen m.v.

Hele kendelsen i pdf kan hentes her 

Del på sociale medier ved at klikke her: