Sagsnummer: 11-70-00047

Afvisning af klage over TV SYD på grund af manglende retlig interesse/klageberettigelse. Datteren var 18 år på tidspunktet for indslagets offentliggørelse. (Formandssag).

Klager – moderen til en 18-årig datter, hvis far blev myrdet – klagede over indslaget ”Kaffe med Kurt” i TV SYD.

Pressenævnets formand udtaler:
Klagen angår omtale af afdøde [datterens fader], der er far til [Klager]s datter. Pressenævnet har ved e-mail af 21. februar 2011 anmodet klager om at indsende en fuldmagt fra sin 18-årige datter, såfremt klagen tillige indgives på datterens vegne. Denne opfordring er ikke efterkommet, og der foreligger ikke oplysninger om, at datteren er undergivet værgemål. Klagen vurderes derfor i relation til [Klager].
Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at man har retlig interesse. Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret i mediet. I tilfælde, hvor den berørte person var død, da omtalen blev offentliggjort, kan en klage efter nævnets praksis under visse omstændigheder indgives af nære pårørende, herunder ægtefælle, forældre, børn, børnebørn og søskende.
Da det, således som sagen er oplyst, lægges til grund, at klager ikke var gift eller samlevende med afdøde, kan hun ikke anses for omfattet af den kreds af nære pårørende, der efter nævnets praksis under visse omstændigheder kan klage over omtale af en anden person. Sagen afvises derfor i medfør af medieansvarsloven § 43, stk. 2, nr. 2. Kendelsen kan i sin fulde ordlyd ses fra Retsinformations afgørelsesdatabase: Sag nr. 11-70-00047.

Del på sociale medier ved at klikke her: