I udsendelserne “Danmark ifølge Bubber – Sekten?” der var fordelt på to udsendelser, bragte TV2 en del kritik af et yogacenter. Kritikken fremstår imidlertid som tidligere medlemmers personlige vurdering, ligesom TV2 løbende gav centeret mulighed for at komme til orde. Derfor får TV2 ikke kritik af Pressenævnet.

 

Pressenævnets begrundelse og afgørelse:

 

Udsendelsernes oplysninger
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Oplysninger som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare, jf. punkterne A.1 og A.3.

 

Pressenævnet finder, at de påklagede udsendelsers oplysninger, om
at [Klager] manipulerer sine medlemmer til at arbejde gratis eller for meget få midler i Tantratemplet,
at [Klager] begyndte at bevæge sig ind i et prostitutionsunivers,
at [Klager] misbruger dets kvindelige medlemmer,
at [Person C] har skrevet bøger, der dikterer adfærden for medlemmer af [Klager],
at [Klager] er skabt for at tilfredsstille [Person C]s seksuelle behov,
at præmien for at vinde de såkaldte Shakti-konkurrencerne er at få lov til at gå i seng med [Person C],
at [Klager] har medvirket til produktionen af pornofilm, og
at [Klager] modtager den indtjening, medlemmer har fra striptease og sexchats,
kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for [Klager], og de har derfor skullet efterprøves i særlig grad, først og fremmest ved forelæggelse for klager.
Efter det for nævnet oplyste har TV 2 forud for offentliggørelsen af udsendelserne løbende henvendt sig til [Klager] med henblik på at få [Person B] til at deltage i et interview eller på anden vis få en kommentar til udsendelsernes indhold.
[Klager]s medvirken i programmet blev ikke til noget på grund af uenighed om den aftale, der skulle ligge til grund for interviewet. TV 2 har imidlertid også ved e-mail af den 10. april 2013 forelagt [Klager] udsendelsernes kritikpunkter.
Sådan som sagen er oplyst for nævnet, finder nævnet at TV 2 flere gange forud for udsendelserne har forsøgt at indhente kommentarer fra [Klager], ligesom TV2 har forelagt udsendelsernes oplysninger for klager inden offentliggørelsen af udsendelserne. På det grundlag finder Pressenævnet ikke grundlag for at udtale kritik af TV 2.

 

Kildekritik
Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at et medie bør udvise kildekritik over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkt A.2.
Sådan som sagen foreligger oplyst, finder nævnet ikke grundlag for at fastslå, at TV 2 har undladt at udvise den fornødne kildekritik over for de tidligere medlemmer af [Klager] [Person D], [Person G] og [Person E]. Udsendelserne gengiver de tidligere medlemmers beskrivelse af deres oplevelser som medlemmer af [Klager].
Udtalelserne fremstår tydeligt som henholdsvis [Person D], [Person G] og [Person E]s vurderinger af deres møde med [Klager], og det fremgår klart, at der er et modsætningsforhold mellem klager på den ene side og de tidligere medlemmer på den anden side. Nævnet finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik af TV2 for at bringe og gengive de tidligere medlemmers oplevelser med [Klager]. Bemærkningerne fra udsendelsernes tv-vært, Bubber, kan ikke føre til et andet resultat.

 

Virkemidler
I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet er redaktøren berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Redaktøren er derfor berettiget til at beslutte, at rapporten skrevet af Karl Erik Nylund ikke omtales yderligere i udsendelserne.
Da TV 2 således ikke har overskredet redigeringsretten, udtaler nævnet ikke kritik på dette punkt.
Nævnet finder ligeledes, at det ligger inden for redigeringsretten at vise 16 billeder meget hurtigt efter hinanden efter udsagnet ”Hvis man kan støtte det her, så fortæl mig én ting, som man ikke kan støtte”, og nævnet udtaler derfor ikke sin kritik.
Nævnet finder heller ikke i øvrigt anledning til at udtale kritik af TV 2 for overtrædelse af god presseskik.

 

Genmæle
Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.

Pressenævnet finder, at udsendelsernes oplysninger om,
at [Klager] manipulerer sine medlemmer til at arbejde gratis eller for meget få midler i Tantratemplet,
at [Klager] begyndte at bevæge sig ind i et prostitutionsunivers,
at [Klager] er en sekt,
at [Klager] misbruger dets kvindelige medlemmer,
at præmien for at vinde de såkaldte Shakti-konkurrencerne er at få lov til at gå i seng med [Person C],
at [Klager] har medvirket til produktionen af pornofilm, og
at [Klager] modtager den indtjening, medlemmer har fra striptease og sexchats,
tydeligt fremstår som henholdsvis de tidligere medlemmer, [Person D], [Person G] og [Person E]s samt Bubbers vurderinger. Da der således ikke er tale om faktiske oplysninger, er [Klager] ikke berettiget til at få bragt et genmæle heroverfor.
Bubbers udsagn om, at [Klager] er skabt for at tilfredsstille [Person C]s seksuelle behov, samt at [Person C] har skrevet bøger, der dikterer adfærden for medlemmer af [Klager] fremstår ligeledes tydeligt som værende Bubbers subjektive vurderinger, og [Klager] er derfor ej heller berettiget til at få bragt et genmæle heroverfor.
 

 

Kendelsen kan i sin fulde ordlyd ses fra Retsinformations afgørelsesdatabase:Sag nr. 13-70-00495.

Del på sociale medier ved at klikke her: