En person klagede til Pressenævnet over, at Jyllands-Posten havde afvist at anonymisere en artikel fra 2013, som omhandlede skattemyndighedernes håndtering af personens familievirksomhed. I artiklen medvirkede personen og personens ægtefælle, der udtalte sig om, hvordan virksomheden følte sig uretfærdigt behandlet af SKAT. Pressenævnet fandt, at der ikke forelå tilstrækkeligt tungtvejende grunde til at anonymisere artiklen. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at ægteparret selv havde medvirket i artiklen, og at omtalen fortsat havde almen interesse.
Sagsnummer: 2018-80-0234