En politiker og en journalist har begge krævet polititilhold mod den anden. Sagen har offentlig interesse, og derfor er det i orden at skrive om den, mener Pressenævnet. Desuden fremstår udsagn som personlige vurderinger. Avisen får heller ikke kritik for ikke at bringe klagers læserbreve.
Pressenævnets begrundelse og afgørelse:
Pressenævnet bemærker indledningsvist, at spørgsmålet om, hvorvidt forhold er injurierende, henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Dette forhold behandles derfor ikke.
God presseskik
Artiklerne af 16., 19. og 23. januar 2013
Det følger af de vejledende regler om god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver eller begrunder offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1.
Pressenævnet finder, at det forhold, at politiker og byrådsmedlem [Person A] og journalist [Klager] har krævet polititilhold mod hinanden mv., er af en sådan almen interesse, at omtale af forholdet er berettiget. Nævnet skal i den anledning i øvrigt bemærke, at straffelovens § 265, som er citeret i artiklen af 16. januar 2013, er ophævet og nu erstattet af lov nr. 112 af 3. februar 2012 om tilhold mv.
Det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved at forelægge dem for den, de krænkende oplysninger vedrører jf. punkt A.1 og A.3.
Parterne har afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt Midtjyllands Avis har oplyst, at artiklen af 16. januar 2013 tillige skulle indeholde oplysninger om det økonomiske mellemværende mellem [Klager] og [Person A]. På baggrund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for nævnet, kan nævnet ikke tage stilling til, hvilken forklaring, der er den rigtige. Nævnet udtaler derfor ikke kritik.
Pressenævnet lægger til grund, at både politiet og parterne i en sag kan foreslå konfliktmægling, og at det i den pågældende sag var [Klager], som foreslog kon-fliktmægling. Det fremgår dog ikke af sagens oplysninger, om klagers første forslag til konfliktmægling var betingelsesfrit, eller om der var knyttet betingelser fra klager for at deltage i en konfliktmægling. På den baggrund finder nævnet, at der ikke er grundlag for at udtale kritik. Hertil har nævnet lagt vægt på, at det fremgår af artiklen, at det er [Person A], som ikke er interesseret i et mæglingsmøde.
Pressenævnet finder, at udsagnene ”…og så er der alle de mails han skriver for at genere mig” og ”Jeg får utroligt mange henvendelser fra ham hele tiden. Jeg føler ikke, at jeg kan tage til møder og andre ting og få ro til mit arbejde…”, fremstår som [Person A]s vurderinger, som Midtjyllands Avis har gengivet. Da der i øvrigt i artiklen blev henvist til artiklen af 16. januar 2013, hvor [Klager] fik lejlighed til at udtale sig, finder nævnet ikke grundlag for at kritisere mediet for at gengive [Person A]s vurderinger uden at forelægge dem for klager inden offentliggørelse
Lederartiklen af 19. januar 2013
Klagen vedrører tillige en lederartikel, hvor der i lighed med andre debatindlæg tillades en højere grad af frisprog end i nyhedsartikler og lignende reportager. Det fremstår efter Pressenævnets opfattelse klart, at der var tale om en lederartikel, hvori man blandt andet tilkendegav sin holdning til sagen mellem [Person A] og [Klager]. Pressenævnet finder videre, at der ikke har været grundlag for at forelægge [Klager] de bragte udsagn med henblik på at indhente en kommentar inden offentliggørelsen. Pressenævnet har lagt vægt på, at der er tale om avisens vurderinger. Nævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at udtale kritik.
Nævnet bemærker i øvrigt, at i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet er redaktøren berettiget til at beslutte, hvad man ville bringe i bladet. Mediet er således ikke forpligtet til at bringe klagers læserbreve.
Pressenævnet finder heller ikke i øvrigt anledning til at udtale kritik af Midtjyllands Avis.
Genmæle
Det følger af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.
Det fremgår af klagers anmodning om genmæle, at han ønsker genmæle overfor det forhold, ”…at [Person A] er blevet sygemeldt pga mange mail fra [Klager]” og det forhold ”…at avisen har modtaget mails fra [Klager], der kunne blive genstand for en sag om polititilhold. Pressenævnet finder, at de pågældende udsagn fremstår som henholdsvis [Person A]s og avisens vurderinger og ikke som forkerte oplysninger af faktisk karakter, og derfor er der ikke grundlag for et genmæle. [Klager] er derfor ikke berettiget til at få bragt et genmæle.
Kendelsen kan i sin fulde ordlyd ses fra Retsinformations afgørelsesdatabase: Sag nr. 13-70-00411.