Sagsnummer: 2024-01940, 2024-02976, 2024-02977, 2024-02978 og 2024-02979

Medier får ikke kritik for at afvise sletning eller anonymisering af artikler

En person klagede til Pressenævnet over, at medierne TV2 ØST, Folketidende, Ekstra Bladet, Fyens Stiftstidende og Jyllands-Posten ikke ville slette eller anonymisere artikler bragt i 2016 og 2017. Artiklerne omtalte en straffesag, hvor blandt andet personen blev idømt fængsel for at have solgt 20 kilo amfetamin og for at have importeret yderligere 20 kilo amfetamin. Pressenævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af medierne. Nævnet lagde vægt på sagens alvorlige karakter, herunder at der var tale om grove forhold, og straffens længde sammenholdt med den tid, der var gået. Nævnet lagde også vægt på, at personen stadig afsonede sin straf, og at omtalen fortsat kunne anses at have offentlig interesse.

Sagsnummer: 2023-04562

TV 2 Øst får ikke kritik for at afvise sletning og anonymisering  

TV 2 Øst bragte i april 2022 på tveast.dk en artikel, der omtalte, at en navngiven direktør for et botilbud var blevet bortvist fra sin stilling og politianmeldt af botilbuddets bestyrelse, som mistænkte direktøren for at have haft ulovlig omgang med offentlige midler. Politiet valgte efterfølgende at indstille efterforskningen af den omtalte direktør, da politiet ikke fandt grundlag for at fortsætte efterforskningen. Den omtalte direktør klagede til Pressenævnet over TV 2 Østs afvisning af at slette eller anonymisere artiklen fra 2022 med henvisning til, at politiet havde indstillet efterforskningen, og at artiklen påvirkede hans professionelle virke.
Pressenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere TV 2 Øst for ikke at imødekomme klagerens anmodning om at slette eller anonymisere artiklen. Nævnet lagde navnlig vægt på, at den omtalte direktør havde indtaget en fremtrædende rolle som direktør for en virksomhed, der har udført opgaver på vegne af offentlige myndigheder, samt at oplysningerne havde væsentlig interesse for offentligheden. Nævnet bemærkede endvidere, at artiklen var opdateret med oplysninger om, at politiet havde indstillet efterforskningen, og at den omtalte direktør ikke var tiltalt eller dømt i sagen.

Sagsnummer: 2021-80-0617

TV 2 Øst skal ikke slette artikel om civil retssag fra 2010

I en artikel bragt i 2010 omtalte TV 2 Øst en retssag, som en person, der tidligere var kommunal ansat, havde anlagt mod kommunen. Af artiklen fremgik, at personen tabte retssagen, og at sagen havde kostet kommunen ca. 440.000 kr. Personen klagede til Pressenævnet over, at TV 2 Øst havde afvist at slette artiklen. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at personen selv havde anlagt retssagen mod kommunen, og at personen siden offentliggørelsen havde skiftet efternavn og dermed umiddelbart ikke var identificerbar i artiklen.

Sagsnummer: 2018-80-0227

TV 2 ØST skal ikke slette artikel om luftforurening fra busser

En person klagede over, at TV 2 ØST havde afvist at slette en artikel, som omhandlede en beboergruppes utilfredshed med at blive udsat for støj og os fra et garageanlæg til busser. Personen udtalte sig i artiklen som talsmand for beboerne. Pressenævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af TV 2 ØST for ikke at have slettet artiklen. Nævnet lagde vægt på, at artiklen ikke kunne anses for følsom eller privat for klageren.