Sagsnummer: 16-70-01024

Politiken får ikke kritik for sin udvælgelse af læserbreve

Foreningen Far klagede over Politikens afslag på at bringe foreningens debatindlæg, over indholdet i et bragt debatindlæg samt linket ”LÆS OGSÅ Fædrebevægelserne har skabt myten om den onde skilsmissemor”. Pressenævnet udtalte ikke kritik i sagen, blandt andet med henvisning til, at der i debatindlæg og den debat, der opstår som følge heraf, må være vide rammer.

Sagsnummer: 16-70-00993

Ingen kritik af Politikens omtale af webshop

Et netapotek klagede over omtalen ”Netapotek stopper ulovligt salg”, idet hjemmesiden mente, at Politiken gav indtryk af, at en verserende sag hos Lægemiddelstyrelsen var afgjort, og at Politiken ikke havde udvist tilstrækkelig kildekritik over for organisationen Dansk Erhverv, der havde anmeldt hjemmesiden til styrelsen. Selskabskonstruktionen var omtalt som kreativ og ulovlig. Nævnet udtalte ikke kritik.

Sagsnummer: 16-70-01022

Klage var indgivet to dage for sent og afvises

Faren til to døtre klagede over Politikens artikel ”Søstre fra Brøndby Strand frygtes at være flygtet til IS”. Klagefristen udløb lørdag den 24. september, men blev forlænget efter de forvaltningsretlige regler til mandag den 26. september. Da klagen først var indgivet til Pressenævnet onsdag den 28. september, var klagen indgivet efter 12-ugers klagefristen. Klagen blev derfor afvist uden nærmere behandling.

Sagsnummer: 16-70-00951

Sag om adoption behandles ikke igen

Pressenævnet afgjorde i marts måned en sag, hvor et dansk forældrepar klagede over Politikens omtale af en kenyansk pige, som de ønskede at adoptere, og som de havde haft i pleje. Pressenævnet antog, at det var den biologiske, kenyanske mor, der havde forældremyndigheden. De danske plejeforældre har anmodet Pressenævnet om at genoptage behandlingen af sagen, da det var børnehjemmet, der havde forældremyndigheden. Uanset, om det var den biologiske mor eller børnehjemmet, der havde forældremyndigheden over barnet, var det ikke det danske par. Nævnet afviser derfor at genoptage behandlingen af sagen.

Sagsnummer: 15-70-00881

Plejeforældre kunne klage over omtale af barn i adoptionssag

Politiken omtalte en adoptionssag, hvor et dansk par var taget til Kenya for at adoptere et barn. Inden adoptionen var gennemført, gjorde den biologiske mor indsigelse. Det danske par havde derfor ikke forældremyndigheden, da Politiken omtalte sagen. Parret klagede blandt andet til Pressenævnet over, at Politiken havde identificeret barnet i omtalen. Nævnet tillagde dem klageberettigelse, men kritiserede ikke omtalen. Moren havde ikke gjort indsigelse.

Sagsnummer: 15-70-00777/3

Ikke kritik for artikel om afdød person

Politiken bragte artiklen ”Den dag [personen] døde”. Artiklen beskrev forløbet omkring en ung mands død. Samtidig fik læserne et indblik i mandens barske liv, som havde været præget af druk og en hård barndom. Hans søster klagede, fordi hun finder, at artiklen indeholder yderst private og negative oplysninger om hans familie. Pressenævnet udtaler ikke kritik.

Sagsnummer: 15-70-00797

Kritik for at afvise at anonymisere boligselskabs navn i netartikel

Politiken skrev i Politiken og på politiken.dk ”Boligfinte giver private udlejere skyhøje fortjenester” med underrubrikken ”Desperate udlejere må betale overpris, når kreative udlejere dobbeltudlejer via stråmænd”. Politiken dokumenterede dog ikke, at udlejeren, som blev nævnt ved navn i artiklen, udlejer boliger til overpris eller i strid med lejeloven. Avisen sikrede sig heller ikke en udtalelse fra boligselskabet. Efterfølgende kunne boligselskabet dokumentere, at oplysningerne i artiklen var forkerte. Pressenævnet udtaler kritik af Politiken, både for at bringe de forkerte oplysninger og for ikke at sikre sig en udtalelse fra boligselskabet inden offentliggørelsen. Da oplysningerne var faktuelt forkerte, allerede da de blev offentliggjort, og da de må anses som meget skadelige for boligselskabets omdømme, kritiserer Pressenævnet også, at Politiken har afvist at anonymiseret boligselskabets navn i netartiklen.

Sagsnummer: 15-70-00779

Fejl blev rettet tilstrækkeligt

Politiken skrev på forsiden ”En million danskeres teleselskab bruger skattely” samt flere andre. Artiklen indeholdt fejl, som blev rettet på ”Fejl og Fakta” på side 2. Desuden skrev Læsernes Redaktør om fejlen. Klager mener, rettelsen burde stå på forsiden. Pressenævnet finder, at læserne blev tilstrækkeligt orienteret om fejlen.

Sagsnummer: 14-70-00726

Misvisende overskrift

Politiken skrev ”TDC bad Luxembourg om hjælp til at slippe for at blive beskattet i Danmark”. Det var imidlertid ikke TDC, mens TDCs hovedaktionær, der indgik skatteaftalerne med Luxembourg. Pressenævnet kritiserer Politiken for ikke at skelne.

Sagsnummer: 14-70-00691

Klager var ikke nævnt i debatindlæg

FORMANDSSAG: Politiken bragte indlægget ”Jeg er blevet truet på livet, fordi jeg lagde en morsom video på Facebook”. Klager mener ikke, at Facebook-gruppen ”NEJ – til kriminelle indvandrere”, der er nævnt i indlægget, er beskrevet nuanceret nok. Da klager ikke selv er nævnt i indlægget, har Pressenævnet afvist at behandle sagen.

Sagsnummer: 14-70-00664

Vigtig information kom ikke med i artikel

Politiken.dk skrev ”EU-politikere har stort mødefravær”, men undlod en oplysning om, at en af politikerne rent fysisk ikke kunne være til stede ved alle møder, da to af politikerens udvalg flere gange holdt møde samtidigt. Pressenævnet kritiserer Politiken for at udelade en så væsentlig oplysning.

Sagsnummer: 14-70-00599

To kvinder blev kaldt tvangs-overspisere

Politiken skrev ”Tvangs-overspisere stigmatiseres af normalvægtige” og illustrerede artiklen med to kvinder. De er imidlertid ikke tvangsspisere og har ikke noget med artiklen at gøre. Selv om de er fotograferet med ryggen til kameraet, kunne de genkendes. Det er en krænkelse af kvinderne, og derfor kritiserer Pressenævnet Politiken.

Sagsnummer: 12-70-00366/1

Dele af forældrepars klage over Politikens omtale af deres adoptivdatter er kommet for sent. Derfor afviser Pressenævnet dele af omtalen.

De påklagede artikler er fra juni, juli og november. Klagefristen er fire uger, men forældreparret klagede først i november. Igen i november skrev Politiken om sagen, og i forhold til de artikler er klagen afleveret i rette tid, derfor vil Pressenævnet vurdere den del af klagen.