Kendelser

Sagsnummer: 2019-80-0328

Sag om beskyldninger om skjult reklame rettet mod børn genoptages ikke

To mindreårige klagede til Pressenævnet over, at DR i en kritisk omtale, hvor et stort pladeselskab blev beskyldt for at bruge mindreårige influencers til at lave skjult reklame rettet mod børn, havde vist en video fra de to klageres profil på en musikapp som et konkret eksempel på skjult reklame. Et flertal i Pressenævnet fandt, at omtalen var krænkende, og nævnet udtalte kritik af DR for at anvende videoen uden nærmere anonymisering af klagerne.

DR anmodede herefter Pressenævnet om at genoptage sagen. Det var DRs opfattelse, at nævnets kendelse var blevet truffet på et faktuelt forkert grundlag, da nævnet i kendelsen havde lagt til grund, at DR havde anvendt en musikvideo fra 2016, hvor pigerne var henholdsvis 12 og 13 år, mens DR rettelig havde anvendt en video fra starten af 2018, hvor pigerne var 13 og 14 år. På baggrund af DRs anmodning berigtigede nævnet enkelte formuleringer i kendelsen. Ved afgørelsen havde nævnet imidlertid lagt vægt på pigernes alder på tidspunktet for DRs offentliggørelse af videoen, og nævnet fandt derfor, at fejlen ikke var af væsentlig betydning. Anmodningen om genoptagelse blev herefter afvist.

Sagsnummer: 2019-80-0243

Medvirkende i en udsendelse var ikke oplyst nok om det reelle indhold

Lederen af en religiøs bevægelse klagede til Pressenævnet over en dokumentar, som han havde medvirket i på TV 2. Lederen klagede over, at dokumentaren ikke havde det indhold, han havde aftalt med TV 2, og at han først blev opmærksom på dokumentarens reelle indhold, da den blev offentliggjort. Lederen klagede også over, at TV 2 i dokumentaren havde fremstillet ham og hans bevægelse på en misvisende måde. Pressenævnet fandt, at TV 2 ikke havde oplyst lederen af den religiøse bevægelse nok om dokumentarens reelle indhold, og nævnet udtalte kritik. Nævnet fandt herudover ikke anledning til at udtale kritik af dokumentaren.

Sagsnummer: 2019-80-0280

Radio24syv får ikke kritik for vinkling af udsendelse

En person medvirkede i radioprogrammet ”24syv morgen” om sit fravalg af at lade sine børn vaccinere, som blev sendt live på Radio24syv. Personen klagede til Pressenævnet over udsendelsens vinkling, og at udsendelsen krænkede hans privatliv, herunder at værterne pressede ham til at sige sine børns navne i liveradio. Nævnet fandt, at de vide grænser for redigering ikke var overskredet. Nævnet bemærkede, at personen under udsendelsen frivilligt oplyste sine børns navne, da han blev spurgt herom, ligesom han fik mulighed for at kommentere de kritiske udsagn, i umiddelbar forlængelse af de blev fremsat. Nævnet udtalte derfor ikke kritik.

Sagsnummer: 2018-80-0225

TV 2 får ikke kritik for at have gengivet kommunalt høringsbrev

TV 2 omtalte i juni 2018, at Københavns Kommune havde udtrykt kritik af en chef i et boligselskab. Kritikken omhandlede chefens forhold til en lokal bande. Chefen klagede til Pressenævnet over, at kritikken mod ham blev fremsat på baggrund af et høringsbrev afsendt af en kommunal forvaltning. Pressenævnet fandt, at artiklens indhold havde klar offentlig interesse. Nævnet fandt samtidig, at det klart fremgik af artiklen, at de gengivne oplysninger stammede fra det offentligt tilgængelige høringsbrev, og at indholdet af høringsbrevet var loyalt gengivet i artiklen. Nævnet udtalte derfor ikke kritik af TV 2 for at have bragt artiklen.

Sagsnummer: 2019-80-0255

Berlingske får ikke kritik for satirisk kommentar

Berlingske bragte i december 2018 en kommentar til debatten om julemandens køn, hvori skribenten udtrykte uenighed med en klager, som tidligere har ytret sig i debatten. Klageren mente, at kommentaren indeholdt en række fordrejende udsagn, der udgjorde et angreb på hans personlige anseelse og krænkede hans privatliv. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik af Berlingske. Nævnet lagde vægt på, at de påklagede udsagn klart fremstod satiriske i sammenhængen, og at de vide rammer for frisprog i en kommentar ikke var overskredet.

Sagsnummer: 2019-80-0257

Ugebladet for Møn får ikke kritik for satirisk læserbrev

Ugebladet for Møn bragte i februar 2019 et læserbrev om et medies praksis om optagelse af læserbreve. Det omtalte medie klagede til Pressenævnet over, at læserbrevet, herunder læserbrevets overskrift og en række udsagn, indeholdt skadelige oplysninger, samt over manglende forelæggelse. Nævnet fandt, at de vide rammer for frisprog i et læserbrev ikke var overskredet. Nævnet lagde vægt på, at læserbrevet klart fremstod som læserbrevsskribentens subjektive holdning, og at de påklagede udsagn og overskriften fremstod som satiriske kommentarer. Nævnet udtalte derfor ikke kritik.

Sagsnummer: 2019-80-0266

B.T. får ikke kritik for artikel med interview om MFR-vaccine

B.T. bragte i februar 2019 en artikel med et interview af en person, som har fravalgt MFR-vaccinen til sine børn. Personen klagede til Pressenævnet over, at artiklen indeholdt en række fordrejende udsagn, som virkede agtelsesforringende og ærekrænkende for hans person. Personen klagede desuden over, at han ikke fik artiklen til gennemsyn inden offentliggørelsen. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik af B.T. Nævnet lagde vægt på, at de påklagede udsagn ikke indeholdt ukorrekte faktuelle oplysninger eller var misvisende, og at personens holdning til MFR-vaccinen ikke fremstod forvansket i artiklen. Nævnet fandt det endvidere ikke dokumenteret, at personen og B.T. på forhånd havde aftalt, at personens skulle godkende artiklen inden offentliggørelsen.

Sagsnummer: 2019-80-0264

Herlev Bladet får ikke kritik for redigering af læserbrev

En læserbrevsskribent har klaget til Pressenævnet over, at Herlev Bladet bragte hans læserbreve om samme emne på to forskellige platforme, henholdsvis det ene læserbrev i den trykte udgave af Herlev Bladet og det opfølgende læserbrev på herlevbladet.dk. Læserbrevsskribenten klagede desuden over Herlev Bladets redigering af overskriften i det ene læserbrev. Nævnet fandt, at de vide rammer for redigering ikke var overskredet. Nævnet lagde vægt på, at Herlev Bladet ikke havde forpligtet sig til at bringe begge læserbreve i Herlev Bladets trykte avis, og at indholdet af det ene læserbrev ikke fremstod forvansket på grund af Herlev Bladets redigering. Nævnet udtalte derfor ikke kritik.

Sagsnummer: 2019-80-0327

Magisterbladet får ikke kritik for artikel om partis kulturpolitik

Magisterbladet bragte i april måned en artikel, som oplistede kulturpolitiske udmeldinger afgivet fra forskellige medlemmer af et politisk parti. Én af de omtalte politikere klagede til Pressenævnet over, at Magisterbladet i artiklen havde bragt forkerte udsagn om politikerens kulturpolitiske holdning. Pressenævnet fandt, at de påklagede udsagn klart fremstod som Magisterbladets vurdering af politikerens udmeldinger, og nævnet udtalte ikke kritik.

Sagsnummer: 2019-80-0267

Ej kritik af Saab Klub Danmark medlemsbladet ”9’eren” for kritisk omtale

To tidligere bestyrelsesmedlemmer klagede over, at Saab Klub Danmark medlemsbladet ”9’eren” i januar 2019 havde bragt omtale af dem, uden de forinden var forelagt oplysningerne. Pressenævnet fandt, at omtalen indeholdt udsagn, der kunne være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for klagerne. Det havde derfor været hensigtsmæssigt, såfremt klagerne havde fået mulighed for at kommentere beskyldningerne i sammenhæng med, at de blev fremsat. Idet klagerne var fremkommet med deres bemærkninger til emnet på klubbens hjemmeside, og dermed var kommet til orde i foreningens regi, fandt nævnet imidlertid ikke tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af ”9’eren”.

Sagsnummer: 2019-80-0318

Ekstra Bladet skal ikke slette artikel om groft overfald

En person klagede til Pressenævnet over, at Ekstra Bladet havde afvist at slette en artikel på ekstrabladet.dk, som indeholdt en efterlysning af gerningsmændene til et groft overfald. Personen, som var én af de to efterlyste gerningsmænd, blev efterfølgende idømt 2 ½ års fængsel for overfaldet. Selvom artiklen indeholdt oplysninger af personfølsom karakter, fandt nævnet, på baggrund af sagens karakter og alvor, ikke anledning til at udtale kritik af Ekstra Bladet for ikke at have imødekommet personens anmodning om sletning.

Sagsnummer: 2018-80-0227

TV 2 ØST skal ikke slette artikel om luftforurening fra busser

En person klagede over, at TV 2 ØST havde afvist at slette en artikel, som omhandlede en beboergruppes utilfredshed med at blive udsat for støj og os fra et garageanlæg til busser. Personen udtalte sig i artiklen som talsmand for beboerne. Pressenævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af TV 2 ØST for ikke at have slettet artiklen. Nævnet lagde vægt på, at artiklen ikke kunne anses for følsom eller privat for klageren.

Sagsnummer: 2019-80-0348

Klage afvises på grund af manglende retlig interesse

En person klagede over et debatindlæg bragt af B.T. på bt.dk. Debatindlægget, der var skrevet af en tidligere minister, indeholdt et billede af en nuværende partileder fra et parti på højrefløjen. Personen, der klagede, var ikke omtalt eller afbildet i artiklen, og Pressenævnet afviste derfor at behandle klagen på grund af manglende retlig interesse.